Jeg hedder Else Jensen. Jeg flyttede ind på Sandfeldgården d. 1. april 2015, og jeg har det rigtig godt på her. Alle er så søde. Alle dem, der hjælper mig, er så dejlige at snakke med.
Inden jeg kom på Sandfeldgården var jeg syg i ¾ år, hvor jeg enten var på rehabiliteringscenter eller på forskellige sygehuse. Jeg kunne ikke få luft og jeg fik 3 blodpropper i den periode.
Siden jeg er kommet på Sandfeldgården, har jeg fået det bedre og bedre.

Der sker rigtig mange ting her i løbet af en uge.
Engang imellem er jeg med til gymnastik mandag formiddag. Mandag eftermiddag spiller jeg kort sammen med pensionistforening og tirsdag aften sammen med nogle fra vennekredsen Nybyggerne. Hvis vi er nok til det, spiller vi whist. Ellers spiller vi 500. Jeg vil rigtig gerne være med til at spille. Jeg har spillet whist i mange år.

Onsdag er der gudstjeneste eller vi tager på busture. Jeg er ikke med på bustur hver gang - der kan også blive for meget. Vi har været ved Skjern Enge nogle gange. Det er en skøn tur. Vi har også været i sommerhus i Søndervig og besøgt Mie Mogensen, som har arbejdet på Sandfeldgården. Det er en dejlig tur. Vi får middagsmad, når vi kommer derud. De, der har lyst til at gå til vandet, gør det efter middagsmaden. Ellers bliver man bare tilbage i sommerhuset. Det er flot af Mie, at hun inviterer os på besøg. Mies søster er også i sommerhuset den dag.

Hver torsdag formiddag er vi i Pyramiden, hvor vi får formiddagskaffe og vi synger. Der er vi rigtig mange og vi får gode birkes. Det er ofte Per Schrøder, der står for det. Det er hyggeligt at være med til det. Vi kan hver især være med til at bestemme sangene. Tage Jørgensen spiller gerne til sangene.

Hver fredag formiddag bowler jeg. Det er vældig spændende, om man bliver nummer 1. Vi er ca. 10-12 beboere hver gang. Der er meget konkurrence, men vi morer os også. Nogle går midtvejs, hvis det ikke går godt for dem. Vi bowler kl. 10-11.30. Vi har en pause midtvejs, hvor vi får noget at drikke, og vindruer og saltstænger at spise. I pausen får vi midtvejsresultatet at vide. Hvis vi skyder alle 10 kegler ned, får vi et ekstra skud. Nogle få gange har vi været i en rigtig bowling hal, men kuglerne der er meget tunge.

Jeg har gennem mange år har samlet puslespil. Det, jeg er i gang med nu, består af 1000 brikker. Ved en snak om puslespil med Gitte Jespersen, som er frivillig på Sandfeldgården, blev jeg tilbudt at låne et spil med 1500 brikker. Jeg tog imod tilbuddet. Det viste sig dog, at mit bord ikke var stort nok til de mange brikker, så der måtte et større bord til, inden jeg kunne begynde. Det var en kæmpe opgave, som jeg måtte gå til og fra mange gange, da jeg jo også skal passe mine andre gøremål.

Nu skal vi snart til selv at lave mad her. Det glæder vi os til. Engang imellem vil jeg gerne hjælpe lidt til med madlavningen.